Nye selvhjælpsgrupper

På baggrund af erfaringer fra det tidligere projekt ”Ret til et liv uden vold”, der dog fortrinsvis fungerede i landsbyer i den sydlige del af Murra Kommune, oprettes nye selvhjælpsgrupper i otte landsbyer i kommunens nordlige del. Dette med formålet at styrke voldsramte kvinders selvtillid og selvudvikling, så de kan påbegynde en lignende proces som de eksisterende selvhjælpsgrupper.

Arbejdet med selvhjælpsgrupperne har vist, at vold er en almindelig og accepteret del af hverdagen i mange familier, hvor den opfattes som en naturlig ting. Men evalueringen af det tidligere projekt viser også, at indsatsen og modellen med opbygning af selvhjælpsgrupper har båret frugt.

I selvhjælpsgrupperne deler kvinderne deres viden og erfaring med andre i samme situationen. Under støtte og vejledning fra FUNDEMUNIs professionelle stab af socialrådgivere og psykologer indgår de i forskellige rollespil, der på en meget enkel og virkningsfuld måde giver indsigt og selvforståelse. De undervises også i deres rettigheder og hvad loven siger om vold, samt hvordan de kan anmelde vold og få støtte af de relevante instanser som f.eks. politi, retsvæsen og sundhedsmyndigheder. Disse forskellige workshops, hvor FUNDEMUNI til tider har tilknyttet en advokat, resulterer i en mere gennemgribende og vedholdende forandring i de sociale mønstre, der forårsager og accepterer vold.